|
|
Om flaskegas i lystbåde
Gas er et renligt og miljøvenligt brændstof, ideelt til koge/stegebrug
i både. Den lille mængde gas, der skal benyttes/medtages, skaber ikke
store opbevaringsproblemer og installationen kan udføres let og sikkert.
Gas til andre formål (varme, køl, varmt vand) godkendes f.eks. ikke i
udlejningsbåde. Årsagen er at installationerne bliver komplicerede med
mange samlinger og opbevaring af den større gasmængde (større og/eller
flere flasker) bliver et problem, navnlig i sejlbåde.
Læs også om fordele og ulemper
ved forskellige energikilder til koge/stegebrug i både.
Flasker og regulatorer
Alle lande har desværre deres egne systemer, som ikke passer sammen.
Gas købt i Danmark (f.eks. BP og Kosan) kan ikke umiddelbart suppleres
ved besøg i nabolande og omvendt. Imidlertid er de små blå 2 eller 3 kilos
flasker af mærket IC_GAZ (fransk oprindelse) ved at blive en slags europæisk
lystbådsstandard i Danmark og i det sydlige Europa, incl. Middelhavet.
De fås i de fleste havne og hvis ikke - da altid på campingpladserne.
Sverige bruger lavtryk 30 mbar og 8 mm gasslange (gas hedder gasol).
Monteringsregler næsten som i Danmark. Egen speciel tilslutning til flasker,
IC-GAZ flasker og -tilslutninger er ved at vinde indpas. Båd- og campingturister
kan få "byttet/fyldt" de blå IC-GAZ flasker i de større havne
i Skærgården (og på campingpladser).
Norge bruger 30 mbar og 10 mm gasslange. Gasregler som i Sverige
og Danmark. Egen speciel tilslutning til flasker, som er det gammelkendte
danske Kosan click-on system, så lystbåde med dette system må forventes
at kunne få gas i Norge. IC-GAZ flasker er endnu ikke tilgængelige.
Tyskland havde indtil 1998 et helt specielt system med 50 mbar.
Dette høje tryk krævede specielle apparater og der var et eget tilslutningssystem.
Nu er Tyskland gået over til 30 mbar, men har en 10-årig overgangsperiode,
så man vil kunne finde både 30 og 50 mbar anlæg. Men de må aldrig
blandes. Nybygninger skal følge ISO/DIS 10239 for at kunne CE-mærkes.
Konklusion: Det er sikrest at medbringe egen gas på ferien i nabolandene
Sverige og Norge. Man kan ikke påregne at få fyldt danske BP og Kosanflasker
i andre lande. De blå IC-GAZ flasker kan altid fyldes sydpå - og om sommeren
også de fleste steder i Sverige. Men endnu ikke i Norge og Finland.
|